BESKRIVELSE AF SAGEN:

Teglgaarden er et nybyggeri bestående af 140 boliger på 11.900 m² og erhverv på 1.500 m². Lejlighedstyperne varierer fra 2- til 4-værelseslejligheder, der spænder fra 60 til 120 kvadratmeter fordelt på 3-5 etager.

Bebyggelsen er udformet som en klassisk karrébebyggelse med gårdrum i midten, hvor der etableres fællesfaciliteter og grønne områder. Fælleshuset er omdrejningspunktet for det hele. Det består af to sammenhængende huse, hvor det ene er et orangeri, og det andet er et stort fælleskøkken med borde og stole.

Udadvendte funktioner som caféer og erhverv skaber liv i gadeplan. Projektet forbinder dermed by og natur gennem både facade og gårdrum.

Fælleshuset og de fælles cykelskure er opført i træ med sedumbeklædte sadeltage, og varme materialer skaber et frodigt og indbydende miljø i gårdrummet.

Sadeltaget er et gennemgående element, der nedskalerer bebyggelsen, dæmper vind og giver et imødekommende udtryk. Markante gavle og detaljeret tegl med lys fuge giver bygningen et slankt og karakterfuldt udtryk.

RÅDGIVNINGSYDELSER:

Projektering af bærende konstruktioner inkl. certificering, el-installationer, VVS, ventilation og kloak, samt certificeret brandrådgivning.