I slutningen af 1930’erne beslutter civilingeniørerne Aage Brix Pedersen og Jørgen Kamp Jørgensen sig for at blive selvstændige og grundlægger ingeniørfirmaet Brix Pedersen & Kamp Jørgensen – det nuværende Brix & Kamp A/S – som kort tid efter har til huse i både Aalborg og Hjørring. Gennem knap 100 år har Brix & Kamp A/S udviklet sig til en anerkendt virksomhed, dybt forankret i den nordjyske muld. Med afdelinger i Hjørring, Aalborg og Frederikshavn er vi stærkt til stede i Nordjylland, og det har vi til hensigt at fortsætte med, samtidigt med at vi har stort fokus på udviklingen af stadig større markedsandele i Midtjylland og resten af Danmark.

Brix & Kamp A/S har gennem mange år været ingeniørrådgivere/eller totalrådgivere for en række offentlige-, halvoffentlige og private bygherrer både lokalt og nationalt. Vi har opbygget solide og loyale kunderelationer, og vi er stolte over den tillid, som vores mange faste kunder viser os.

Vores medarbejderes kompetencer spænder bredt – vi beskæftiger os med hele byggeforløbet, fra tilstandsrapporter og energioptimering hos private husejere til store komplekse ingeniøropgaver i forbindelse med opførelse af større byggerier, fx højhuse, hospitaler og institutionsbyggerier. Uanset opgavens størrelse har vores medarbejdere den erfaring og professionalisme, som sikrer den rette rådgivning og et godt byggeri.

De mange år har bragt os spændende eventyr og erfaringer – erfaringer og opgaver som alle har bidraget til, at vi i dag kan kalde os en af Danmarks ældste rådgivende ingeniørvirksomheder.