I denne uge har vi været på rundvisning i det nye familiehus sammen med Bjørn Christensen fra Granly Tømrer- og Snedkerforretning A/S, som blandt andet viste os de smukke, synlige limtræskonstruktioner, der bliver et karakteristisk element i byggeriet.
Region Nordjylland og Trygfonden opfører et helt nyt familiehus ved Nyt Aalborg Universitetshospital. Trygfondens Familiehus bliver et trygt og hjertevarmt frirum for familier, hvor et barn eller en forælder er indlagt med længerevarende, alvorlig eller kronisk sygdom. Her skal være plads til ro, nærvær, leg og fællesskab – et sted der skaber rum til alt det, der betyder mest, midt i en svær tid.
Huset opføres med 10 familielejligheder, fordelt på to klynger med fem boliger i hver. Hver klynge får egen fælles TV-stue og opholdsarealer. Derudover indrettes huset med:
- Stort køkken-alrum
- Fælles opholdszone
- Ungeområde
- Børne- og legeområde
Udenfor etableres en grøn oase med plads til leg, samvær og aktiviteter på tværs af aldre – et åndehul omgivet af natur.
Trygfondens Familiehus Aalborg forventes at stå klar i slutningen af 2026.
Projektet er et samarbejde mellem Trygfonden, Region Nordjylland, Granly Tømrer- og Snedkerforretning A/S, Kjaer & Richter, ARKPLAN og Brix & Kamp.