Onsdag d. 15. april blev der holdt rejsegilde for Comwells 15. etagers store hotel-udvidelse i det centrale Aarhus. Rejsegildet blev blandt andet fejret med tale af Morten Chrone, CEO Nordstern og besøg af Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold.

Det nye hoteltårn kommer til at rumme 161 hotelværelser, fitnessfaciliteter, moderne møde- og konferencefaciliteter, restaurant samt en tagterrasse på 350 m2 med skybar. Skybaren får direkte adgang fra gadeplan via en udvendig glaselevator.

Under hoteltårnet etableres en 740 m² kælder med et avanceret, automatisk parkeringsanlæg med plads til 50 biler. Samtidig udvides restauranten i den eksisterende hotelbygning med 210 m², så kapaciteten og faciliteterne matcher det kommende hoteltårn.

Hoteltårnet forbindes med den eksisterende Comwell-hotelbygning på Værkmestergade via en mellembygning på første sal, hvilket skaber en sammenhængende hoteloplevelse.

Projektet følger DGNB-manual 2020 Hotel og er registreret til DGNB-certificering med målsætning om DGNB Sølv. Fokus er blandt andet på energi, indeklima og bæredygtige tekniske løsninger.

Byggeriet forventes færdiggjort omkring årsskiftet 2026/2027.

Det nye hoteltårn opføres i et tæt samarbejde mellem bygherre CLF Lorenzen K/S, Comwell Hotels, entreprenør Nordstern, Arkitema Architects, AFRY ApS, Artelia A/S og Brix & Kamp. Brix & Kamp er ansvarlig for samtlige ingeniørydelser inden for tekniske installationer, energi og indeklima.