Aalborg Kommunes nye daginstitution, beliggende på Sandtuevej i Vester Mariendal, er nu, som en del af totalentreprisen, officielt blevet præcertificeret i kvalitetsniveau GULD i henhold til bæredygtighedsstandarden DGNB for Undervisnings- og børneinstitutionsbyggeri, som evaluerer hvor miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtigt, et byggeri er.
Den nye børne- og ungeinstitution indeholder vuggestue og børnehave med en normering på 165 børn. Visionen er at skabe nysgerrighed og opmærksomhed hos børnene – rammer og rum hvor der er plads til at lege og udforske både ude og inde, og hvor alle sanser kommer i spil.
Daginstitutionen omfatter et bebygget areal på ca. 1680 m² og er placeret i Sofiendal Enge med uberørte engområder mod øst og fredsskov mod vest. Daginstitutionen er udformet til at falde ind i de eksisterende rammer på en naturlig måde, samtidigt med at daginstitutionen bruger sol- og vindforhold til optimalt udendørsliv.
Byggeriet udmærker sig blandt andet inden for verdensmålene: Sundhed og trivsel, Bæredygtig energi og Anstændige jobs og økonomisk vækst.
Projektet er et samarbejde mellem bygherre Aalborg Kommune, totalentreprenør Bjerregaard & Vigel Pedersen A/S, Krogh Madsen Arkitekter, landskabsarkitekt Arkplan ApS og Brix & Kamp A/S. Brix & Kamp A/S står for projektering af samtlige ingeniørfag og er auditor på DGNB-certificeringen.