I går, søndag d. 1. oktober, blev Danmarks nye kampfly F-35 fejret ved en officiel modtagelsesceremoni, hvor flyfabrikanten Lockheed Martin formelt overdrog flyene til det danske Forsvar. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik, forsvarsministeren, erhvervsministeren, forsvarschefen, chefen for Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og chefen for Flyvevåbnet deltog alle i fejringen af flyene. Derudover deltog også den amerikanske ambassadør i Danmark og producenten Lockheed Martin. Arrangementet bød blandt andet på taler, musikalske indslag og videopræsentationer.
Foruden den officielle ceremoni var ca. 8.000 danskere var mødt op for at se F-35 flyene tæt på, både på jorden og i luften – og som kunne ses og høres mange steder i landet, lavede F-16 og F-35 fly også en overflyvning hen over store dele af Danmark.
F-35 flyene og de ca. 500 tilknyttede medarbejdere skal have base på det nybyggede F-35 Campus Skrydstrup – et ca. 42.000 m2 stort bygningskompleks indeholdende blandt andet en administrationsdel med kontorer, undervisnings- og mødefaciliteter samt køkken og kantineforhold. Der er etableret garageanlæg, lager-, værksteds- og reparationsområder, herunder malerværksted og forskellige mekaniske værksteder. Derudover indeholder hele komplekset 140.000 m2 befæstet anlæg og 45.000 m2 støjvold.
Brix & Kamp A/S blev i 2018 valgt som bygherrerådgiver på projektet, herudover har vi varetaget arbejdsmiljøkoordineringen i projekteringsfasen, samt været commissioning-leder på færdiggørelsen af faciliteterne. Vi er meget stolte over at have bidraget til dette meget ambitiøse projekt.
Foto F-35: Kim – Fighter Wing Skrydstrup
Foto Campus Skrydstrup: Simon Elbeck, FKO