NCC Property Development har udviklet det syvende Company House i Skejby, og nu er byggeriet begyndt.
Det nye NCC Company House Omega® bliver på 8000 m2, fordelt på tre etager med et gennemgående atrium, som er med til at skabe åbenhed i bygningen. Kontorbygningen bliver domicil for Energi Danmark, som har sat sig på 60 % af bygningen.
NCC Company House Omega® forventes certificeret til DGNB Guld-standard med fokus mod FN’s 17 verdensmål. Kontorbygningen har øget fokus på social bæredygtighed, godt indeklima i forhold til lys, afgasning, ventilation og vinduesareal. Derudover tænkes der på materialevalg og byggesystem i forhold til bæredygtige principper.
NCC Company House Omega® er et samarbejde mellem bygherre NCC Property Development A/S, NCC Danmark A/S, Pluskontoret Arkitekter A/S og E+N Arkitektur A/S. Brix & Kamp A/S deler projekteringsledelsen sammen med NCC, og er ingeniørrådgiver på byggeriet sammen med Hamiconsult a/s. Brix & Kamp A/S har ansvaret for tekniske installationer, indeklima og brand.
Bygningen er planlagt til at stå færdig i midten af 2021.