Steno Diabetes Center Odense kunne i mandags fejre rejsegilde for deres 20.000 m2 store center, som er planlagt til at stå færdigt i slutningen af 2023. Dagen blev markeret med taler af blandt andre regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og musik af sanger Jakob Sveistrup og guitarist Dennis Flacheberg.

Det nye center samler alle diabetesrelaterede specialer i Region Syddanmark under ét tag, og bliver et af Europas største centre for forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetes. Byggeriet er delvist støttet af Novo Nordisk Fonden.

Steno Diabetes Center Odense opføres som en del af Nyt Odense Universitetshospital. Bygningen er en selvstændig bygning, som samles med det øvrige hospital via en forbindelsesgang. Centeret kommer til at bestå af ca. 12.000 kvadratmeter klinisk behandlingsområde, forskning, undervisningsfaciliteter og administration samt en parkeringskælder på ca. 4.000 m2.

Brix & Kamp er bygherrerådgiver i samarbejde med Arkitema Architects, og er ansvarlig for udarbejdelse af udbudsmateriale på ingeniørfagene i tæt samarbejde med Region Syddanmarks OUH projektkontor. Bygherrerådgivningen omfatter alle byggeriets faser frem til aflevering, inkl. videreudvikling af BYGST performancetest til totalentrepriseudbud.

Foto: Jens Wognsen (for Region Syddanmark)